Den upersonlige udødelighed. Alting flyder.

På en og samme tid synes jeg at stå ved verdens start og ende. Her er evigheden trukket sammen til et nu, der i sin sjælelige originalitet indeholder fortid, nutid og fremtid. Du kan hverken bade i den samme flod to eller en gang, for alting flyder, og ændrer sig konstant. Hvad der før var flod er nu hud og omvendt. Erkender at alt er gjort af samme stof, der blot ændrer sig. Der er altså kun et individ – alt - kosmos. Den højeste forståelse for systemet, kosmos: Evigheden jeg har set, er mig selv. Og omvendt. Hund bider hund, men her er stadig smukt.

Ser os  – alle sammen – forbundet bagud med en navlestreng til et stort fælles kar. Det indeholder de former der er i konstant bevægelse og kombineres i et evigt og mangfoldigt net af utænkelige ideer. Den verden vi ser, er os selv. Verden er blot en projektion af de former der kombineres, og jeg søger indad mod kilden, mod karret for at forstå det. Søg indad hvor vi mødes i den blinde plet, og forstå. Søg indad hvortil den menneskelige forstands grænse kan markeres, vores barriere. Til tanken svimler om sig selv og du bliver nødt til at henvise ubegribeligheden til området "over forstanden". 

Kig væk fra lærredet hvorpå de forståelige former bliver projekteret. Kig imod lyset, ned i karret og forstå at alting flyder, og er et. Den upersonlige udødelighed: Din griskhed, din selvmedlidenhed, din selvforbedrelse og dit møg-ego kan visne og forsvinde. Det er ikke mig selv der overlever, er udødelig.

Kun den del jeg har fået til låns – den del der flyder. Den dør aldrig.