søndag den 20. december 2009

Mit skib

Langt ude bag grå-statiske kyster,
er vandet azurblåt og gnistrende klart.
Herud til vil jeg drive min skude -
kappe fortøjninger og glemme et anker.
Og alle vil se at jeg vender mig bort fra et ensomt og bakkeløst land.

Med et sind som en frydefuld malstrøm
er drømmene her et enormt teleskop.
Og linsen den spejler de spraglede toner
fra en verden af lænkeløs funklende lyst.
Og alle vil se at jeg sejler og ler under drømmenes flagrende faner.

I solen henslængt på bovsprydets spids
vil jeg blomsterømt gnide vinden med smil.
Besætningens sang og min kridhvide latter
vil væve et sejl i symfonisk kulør.
Og alle vil se den udspilede dug som stjerner en decemberkold nat.

Mit kort det har nul koordinater
da alting er bygget på blændende tro:
På et tredimensionalt fletværk af toner,
af farver, af lys og bedøvende duft.
Og alle vil se, at det fletværk – en guddommelig smuk symmetri –
er en tro på, at vore hjerters
interaktion er en sand poesi.