mandag den 15. november 2010

Apatiens domæne

Har du nogensinde sat fod i apatiens domæne?
Smagt smagen af ingenting og set kærligheden i transparens.
Her kan du se sorthvid film om en mening/en anden galakse, og overveje
om drømmene stadig findes.

Velkommen! Velkommen til apatiens domæne!
Giv op på lidenskab i nye opbrud og oplev dig selv som silhuetten af din egen skygge.
Oplev grå som evig dirigent og tidens skrift veje mindre, for hver gang du synes at høre
livets mekaniske tandhjul.

Men apatiens domæne er intet hermetisk fængsel.
Det er et efterår, hvor dalende blade vidner om altings forfald og genopståen.
I død muld spørger ansigter, "Hvordan går det?", og du svarer "Jo, hvorfor ikke".
I blomster der vokser op, kan du se hvorfor du trådte ind:
Man er jo bare et menneske.

tirsdag den 24. august 2010

Komponist

Med tilbagevenden til udvalgte smukke motiver,
- disse billeder, disse sonater -
vil jeg som komponist, maler og billedhugger
gentage, udvikle og ændre
mine temaer.

Med forståelse for kunstens uvilkårlige symmetri
- denne gentagelse af skønhedens væsen -
vil jeg som skaber, drømmer og menneske
indrette i poesiens natur
mit vilkårlige liv.

Med hver enkelt kolos og betydningsløs detalje
- dette delta af alt der bliver til -
vil jeg som metaforer, symboler og mystik
lade forståelsen af dig, mig og alt
blive kosmisk.

Med alt hvad jeg er og har af liv
- liv, liv, liv, liv, liv -
vil jeg som hersker, naturlov og sandhed
lade magien regere over sammenhængende
; vores realisme.

Lad uafhængige toner klinge komplekse akkorder
Lad strukturerne fortrylle
Bliv helt i din roman
Bliv komponist