Teflonhjerte

I frit fald gennem den lydløse tåge hænger jeg.

I en tilstand af meningsløs vægtløshed, siden du smuldrede betongulvet under mig.

Siden du foretog dit kirurgiske indgreb.

Førte dit præcise dybe snit ind imellem mine ribben.

Og lige nu forekommer du mig smukkere end nogensinde i al din kølige ligegyldighed.

Mere gul og perlende for hver gang du kigger den anden vej.

På en anden.

Og der går en evighed.

Flere tusind års ensomhed slæber sig døende igennem min tids trøstesløse ørken på få sekunder.

Og jeg spekulerer på, om livet er et andet sted.

Værger mig imod mit mismods vinters spiddende fortabthed. 

Beskytter mig med et skjold af følelsesforladthed og trøst på glasflaske og hermetisk lukket plastpose.

Imprægnerer mit sind imod al slags vejr.

Endelig alene.

Her kan hverken den tungeste og mørkeste regn eller den luneste liflige sol trænge ind.

Nu kræves der intet, og jeg kan skjule mig fra ethvert menneskeligt input.

Her i mit rungende tomme teflonhjerte når du mig aldrig.